Livshistoriefortællinger og narrative metafor - et pædagogisk redskab

2-dags kursus med aut. psykolog Flemming Christiansen (læs om mere om Flemming klik her)

Dato, tid og sted:
Den 17. +18. februar 2012, 1. dag kl. 10.00-16.00, 2. dag kl. 9.00-15.30 på Toftemosegaard i Skbby.

Pris:
Kr. 3.200 ekskl. moms, fuld forplejning (morgenmad, frokostbuffet m. drikkevarer, eftermiddagskaffe m. kage + isvand)
Bemærk venligst, at overnatning ikke er inkluderet i prisen.

Nuværende og tidligere studerende på Toftemosegaards længerevarende uddannelser får 20 % i rabat.

Målgruppe:
Dette kursus henvender sig primært til personer, der arbejder professionelt med børn og unge eller med psykisk/fysisk udviklingshæmmede enten på døgninstitution, i dagbehandling, i familiepleje, på opholdsteder eller lignende steder og som ønsker en grundig teoretisk indføring i livshistoriefortællingers mangfoldige, pædagogiske anvendelse.

Tilmelding:
Tilmelding kan ske via vores elektroniske tilmeldingsformular eller ved at printe en tilmeldingsformular og sende eller faxe den.

Tilmeldingsfristen er den 1. september 2012.

Underviser:

Flemming Christiansen er aut. psykolog, uddannet pædagog, 2. årig diplomuddannelse i familieterapi, og et hav af kurser.

Flemming har mere end 24 års pædagogisk erfaring med børn fra 0-18 år fra vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, intrigerede institutioner, døgninstitutioner, behandlingsinstitutioner og sikrede afdelinger (surrogat fængsel), både som psykolog pædagog, institutionsleder, terapeut og supervisor.

Har 23 års erfaring som plejefar/plejefamilie og har været tilknyttet RUGO-projektet som underviser.

Har erfaring fra flere hundrede terapisamtaler, både individuelle- par- familie- og børnesamtaler.

Har i en årrække været VISO-konsulent.

Flere års supervisions- og undervisningserfaring. Har de sidste 6 år været ansat som psykologisk konsulent på Sølager (et af landets største Socialpædagogiske institution) med bl.a. ansvaret for supervision på Sølagers 5 sikrede afdelinger.

I 2010 Tilknyttet Sølager som HRM-chef, med det formål at etablere en HR-afdeling, en utrolig spændende opgave.

Kursusleder og underviser på Toftemosegaards 4-årige psykoterapeutiske efteruddannelse i systemisk familieterapi.

Kursusleder og underviser på Toftemosegaards 1-årige efteruddannelse til Børne-og familiekonsulent

Kursusleder på Toftemosegaards 1-årige efteruddannelse til Småbørnskonsulent.

Speciale: Alle former for terapi, kurser i "Den svære samtale", "Kommunikation", Livshistorier og "Systemteori". Pædagogisk/psykologisk intervention indenfor dag- og døgninstitutionsområdet, rådgivning og supervision af plejefamilier, kommende som etablerede. Systemisk-narrativ supervision, både individuel og i grupper, samt stor indsigt i de sværeste børn- og unge sager i landet. Organisationsudvikling, HRM og innovations opgaver løses yderst professionelt.

Emne og indhold:                                                                                                                                                                                                Livshistoriefortællinger er et nyttigt pædagogisk redskab, som er anvendeligt overfor alle aldersgrupper. Det er en yderst anvendelig pædagogisk arbejdsmetode i forhold til mennesker med mange tidlige brud og svigt i deres opvækst og nære relationer og kan være med til at skabe syntese (sammenhæng) mellem fortid, nutid og fremtid. En livshistoriefortælling (bog) er et konkret synligt bevis på identitet, hvor man lægger vægt på den enkelte persons unikke udviklingsforløb og forsøger at skabe syntese mellem personens mange forskellige verdener (biologisk familie, døgninstitution, opholdssted, familiepleje, dagbehandling, skole og fritidsinteresser m.m.).  

De fleste elsker at høre historier om sig selv, om begivenheder i deres tilværelse, om deres forældre, bedsteforældre, juleaftener, fødselsdage, ferieoplevelser osv. Dette er med til at give en oplevelse af at høre til i en familie, en institution og en bestemt kultur og opleve sig som et unikt individ. Senere i livet er mange af disse historier måske forsvundet. Ens livslinie - så at sige - går måske tabt. Dette kan en livshistoriefortælling være med til at råde bod på.

Livshistoriefortællinger er et utrolig anvendeligt pædagogisk redskab, når vi taler om truede børn og børn, som anbringes udenfor hjemmet, enten på døgninstitution, i familiepleje eller lignende. Ligesom livshistoriefortællinger er utrolig anvendelige overfor personer,  som har lav selvværdsfølelse og svag identitet. 

Det er utroligt vigtigt, at en person, f.eks. et anbragt barn, ikke tvinges til at leve med alle tegn på at have glemt de fraværende biologiske forældre men med bevarede indre forestillinger og repræsentationer af disse. Barnet skal selvfølgelig beskyttes mod destruktive kontakter og miljøer, men vi kan ikke fritage barnet for dets indre følelser og konflikter, ved at vi som plejeforældre fornægter at de eksisterer.

Mangel på kontinuerlig kontakt med biologiske forældre/familie svækker individets selvværdsfølelse og identitetsudvikling. Det er min erfaring, at selv meget dårlige biologiske forældre, der er narkomaner, alkoholikere, prostituerede m.m. er mere værdifulde i deres havarerede eksistens, end en eller anden fantasifigur, som personen aldrig møder.

At arbejde med andres livshistorier rører dybt ved følelser forbundet med ens egen barndom, forholdet til egne forældre osv. Det kan for nogle være utrolig smertefuldt at skulle forholde sig til angst, sorg, smerte og aggression, specielt når vi snakker om børn. Det er vigtigt at huske på, at vi som pædagoger/lærere/behandlere eller andre i høj grad er styret af vores egen psykiske konstitution og ikke bare er styret af det vi gør men i høj grad af, hvem vi er. 

Andre emner vi vil komme ind på:

  • Livshistoriefortællingers betydning for individets identitets- og selvværdsudvikling
  • Den narrative metafor. Vi skal bl.a. kigge på hvordan man i samarbejde med personen kan historie-gøre viden og færdigheder, således at disse kan bringes med videre i livet.
  • Hvordan kan f.eks. en livshistoriebog lette overgang mellem biologisk familie-døgninstitution-familiepleje eller anden form for opbrud/ændring i nære relationer
  • Psykologiske teorier bag livshistoriefortællinger, herunder narrativ og poststrukturalistisk teori.
     
  • Bliv bevidst om, hvorledes vores egen psykiske konstitution påvirker vores professionalisme og vores kompetence i relation til livshistoriefortællerens følelsesmæssige udvikling og identitetsdannelse
     
  • At kunne se og rumme barnet/klienten/brugeren
     
  • Evne til selvrefleksion over egen opdragelse, værdier, udviklingssyn og menneskesyn og hvorledes dette påvirker ens handlinger i det pædagogiske arbejde med livshistoriefortællinger samt ens mulighed for at kunne drage omsorg for livshistoriefortælleren, vil blive inddraget
     
  • Hvordan planlægger og gennemfører man en anerkendende samtale
     
  • Hvordan samarbejder man med livshistoriefortællerens familie
     
  • Genogram og anvendelse af fotografier
     
  • Lær, hvordan man helt konkret kommer i gang og hvordan en livshistoriebog kan se ud . Stamtræ, netværkskort, dagbog, billedbog osv. er noget af det, vi vil kigge på
  • Computer- og netbaseret programmer vil blive præsenteret
  • Etik, moral og tavshedspligt i arbejdet med livshistoriebøger i forhold til personen, personens forældre og samarbejdspartnere
     
  • Og meget mere...
     
  • K. Killén, D. Stern, H. Kohut, M. Bordén, Winnicott, Sv. Aa. Madsen, H. Rye, H. Øvreeide, Marte-Meo-Metoden, I. Thormann, M. Brodén, M. Foucault, M. White, Insoo Kim Berg, J. Bruner og mange andre forfattere og teorier vil vi komme rundt om på dette kursus.

Med venlig hilsen
Flemming Christiansen
Leder af Toftemosegaard

©2011 Toftemosegaard - Center for udvikling og Forandring | Manderupvej 3 | 4050 Skibby | Tlf. 47 52 83 60 | Webdesign: Alphasite